7,8 % bliver mobbet på jobbet

7,8 procent bliver mobbet på jobbet

Hver 13. danske lønmodtager er blevet udsat for mobning på arbejdet inden for de seneste 12 måneder. Ledere og kolleger står for langt størstedelen af mobningen. Det viser VIVEs spørgeskemaundersøgelse om krænkende handlinger og konflikter blandt lønmodtagere på det danske arbejdsmarked.

Mobning på arbejdspladsen er desværre ikke et sjældent fænomen. 7,8 procent – eller en 1 ud af 13 lønmodtagere – har i løbet af det seneste år været udsat for mobning. Det er en af hovedkonklusionerne i en rapport om krænkende handlinger og konflikter blandt lønmodtagere, som VIVE har lavet for Beskæftigelsesministeriet.

Langt størstedelen bliver mobbet af ledere eller kolleger, mens kun en mindre del bliver mobbet af kunder, klienter, patienter m.fl. Det er især ældre, kvinder, indvandrere, medarbejdere med kort uddannelse og medarbejdere med lang arbejdstid, der bliver udsat for mobning. Ser man på brancher, er risikoen for at blive mobbet størst inden for transport, sundhedsområdet og socialområdet. Undersøgelsen viser også, at mobning er mindre udbredt på de helt små arbejdspladser end på de større.

Andelen af medarbejdere, der bliver mobbet, er faldet en smule i forhold til tidligere år. Faldet er ifølge rapportens forfatter Jan Hyld Pejtersen dog forventet:

”Vores undersøgelse stammer fra efteråret 2020, hvor mange især kontoransatte på grund af corona har arbejdet hjemme eller været mindre fysisk til stede på jobbet. Og selvom mobning sagtens kan foregå digitalt, så er der måske færre anledninger, når man ikke lige mødes ved kaffemaskinen,” siger Jan Hyld Pejtersen, seniorforsker i VIVE.

Læs mere her: https://www.vive.dk/da/nyheder/2021/7-8-procent-bliver-mobbet-paa-jobbet/?utm_campaign=7,8%20procent%20bliver%20mobbet%20p%C3%A5%20jobbet%20%7C%20Tre%20vigtige%20temaer%20for%20faglig%20ledelse%20af%20dagtilbud%20%7C%20Debat%3A%20Danmark%20bryder%20den%20sociale%20arv%20bedre%20end%20USA%20%7C%20Debat%3A%20Ulighed%20afsk%C3%A6rer%20%C3%A6ldre%20fra%20de%20boliger,%20der%20matcher%20deres%20behov&utm_medium=newsletter&utm_source=VIVEs&fbclid=IwAR0BPjs8UTB3Jf0fWPBIisEqMkIUqrx0Rn5piDPSxxnktvVxNBCPa-InFos