Du må ikke se problemer, men udfordringer
Når medarbejdere på offentlige arbejdspladser kritiserer forandringer eller strukturelle problemer, bliver kritikken ofte gjort til den enkeltes problem. Arbejdspladsens sprog er blevet inficeret af en cocktail af anerkendende tilgang og et politisk system, hvor alt skal måles og evalueres, mener forsker Rasmus Willig. Resultatet er stress, selvcensur og en ensretning – også på gymnasierne.
Læs hele artiklen her.
Gitte Strandgaard:
Lige i skabet / Tak til Rasmus Willig for hans gode engagement og til alle tider fantastiske indspark.
Citater: “Du skal ikke se problemer, men udfordringer,” er en anden sætning, som i mange varianter går igen i samlingen af sætninger. Sætningen falder for eksempel over for medarbejderen, som mener, at ledelsens planlægning af opgaver, indretningen af teamsamarbejdet eller noget helt tredje er et problem. Ifølge Rasmus Willig bliver medarbejderen dermed på ingen tid reducere…t til at være den negative, som skiller sig ud ved ikke at kunne følge med eller se det spændende i de nye udfordringer.
“De reelle problemer bliver ikke erkendt, men bliver tværtimod returneret til den enkelte ved hjælp af anerkendende sprog – i nogle tilfælde bliver returneringen endda intim, og der bliver sat spørgsmålstegn ved, om det ikke er den enkeltes privatliv, som der er noget galt med. Med det anerkendende sprog afvæbner og parkerer lederen problemet, og medarbejderen, som kommer med kritikken, føler ikke, at der bliver lyttet til kritikken eller – endnu værre – går derfra med følelsen af at være et problem,” forklarer Rasmus Willig.